Stikord Å

Å

ånd Menneskets Begreb er Aand, og man skal ikke lade sig forstyrre af, at han forresten ogsaa kan gaae paa To

(SKS 2,71)

ånd Aandens Umiddelbarhed har for det første sit umiddelbare Udtryk i Sproget (SKS 2,87)

ånd at ville leve ganske aandeligt, (er) Noget, Naturen ikke taaler (SKS 2,160)

ånd Aandens Verden er ikke Forfængeligheden underlagt (SKS 3,79)

ånd Og dette er netop Aandens Hemmelighed, at den altid har Historie (SKS 4,370)

ånd Fordi der i Aand ingen Forskjel er paa Mand eller Qvinde (SKS 4,374)

ånd Aanden er det Evige (SKS 4,394)

ånd Der er kun eet Beviis for Aand, det er Aandens Beviis i Een selv (SKS 4,398)

ånd Det probateste Middel for at blive fri for Aandens Anfægtelse, er jo før jo hellere at blive aandløs (SKS 4,419)

ånd Saasnart Inderligheden mangler, er Aanden endeliggjort (SKS 4,451)

ånd I Aandens Verden er der ingen Spøg og ingen Spøgelser, der gjør Lykke og Tilfælde ikke den Ene til Konge, den

Anden til Tigger, Een skjøn som Østens Dronning, en Anden elendigere end Lazarus; i Aandens Verden er kun

Den udelukket, der udelukker sig selv (SKS 5,324)

ånd Aand lader sig ikke udtrykke umiddelbart (SKS 6,65)

ånd Thi hvad er det at have Aand uden at have Villie (SKS 6,231)

ånd Aandens Princip er, at det udvortes og synlige (Verdens Herlighed eller dens Elendighed for en existerende; et

Resultat i det Udvortes eller sammes Udebliven for den handlende) er til for at friste Troen, ikke altsaa for at

bedrage, men for at Aanden kan forsøges i at sætte det i Indifferents og tage sig selv tilbage (SKS 6,409)

ånd Det er nemlig Aand at spørge om to Ting: 1) er det, der siges muligt; 2) kan jeg gjøre det. Men aandløst at

spørge om to Ting: 1) er det virkeligt, 2) har min Nabo, Christophersen, gjort det, har han virkeligen gjort det

(SKS 6,407 og 7,294)

ånd Aand er Inderlighed (SKS 7,39)

ånd At den erkjendende Aand er en existerende, og at ethvert Menneske er et saadant for sig Existerende, kan jeg

ikke ofte nok gjentage; thi at man phantastisk har overseet dette, er Skyld i megen Forvirring (SKS 7,174)

ånd Aandens Ædruelighed er kjendelig paa, at den veed at Forandring i det udvortes er Adspredelse, men

Forandring i det Samme er Inderlighed (SKS 7,261)

ånd Aands-Udvikling er Selv-Virksomhed (SKS 7,316)

ånd Det ringeste Menneske kan forholde sig absolut i Aands-Bestemmelse fuldt saa vel som den Begavede; thi

Begavethed, Kundskaber, Talent er dog et Hvad, men Aands-Forholdets Absoluthed et Hvorledes i Forhold til

hvad man er, det være meget eller lidet (SKS 7,491)

ånd Aand maa derfor ikke forstaaes identisk med Talent og Genie, ingenlunde, men identisk med Bestemmelse i

Lidenskab (SKS 8,25)

ånd At være Aand, det er Menneskets usynlige Herlighed (SKS 8,290)

ånd Aandens Goder ere kun i det Indvorets, er kun i Besiddelsen (SKS 9,34)

ånd Aandens Egenskab at være brændende uden at blusse (SKS 9,142)

ånd da Mennesket, om han end fra Fødselens Øieblik er Aand, dog først senere bliver sig bevidst som Aand (SKS

9,212)

ånd Som Aanden er usynlig saa er ogsaa dens Sprog en Hemmelighed (SKS 9,213)

ånd Aandeligt forstaaet er Kjerligheden Aands-Livets dybeste Grund (SKS 9,218)

ånd Hvor forfængelige og indbildske end Menneskene kunne være, have de dog oftest en meget ringe Forestilling

om sig selv, det er, de have ingen Forestilling om at være Aand (SKS 11,158)

ånd I Uvidenheden om at være fortvivlet er Mennesket længst fra at være sig bevidst som Aand (SKS 11,159)

ånd Der er meget faae Mennesker, der endog kun nogenlunde leve under Bestemmelse Aand (SKS 11,172)

ånd Synd er just en Bestemmelse af Aand (SKS 11,195)

ånd I Aands-Livet er der ingen Stilstand (egentligen heller ingen Tilstand, Alt er Actualitet) (SKS 11,206)

ånd Som oftest er Menneskene sig blot momentviis bevidste, bevidste i de store Afgjørelser, men det Daglige

anslaaes slet ikke; de ere saadan Aand saadan een Gang om Ugen en Timestid (SKS 11,217)

ånd De fleste Mennesker leve vistnok med altfor liden Bevidsthed om dem selv, til at have en Forestilling om,

hvad Conseqvents er; det vil sige, de existerer ikke qua Aand. Deres Liv bestaaer, enten i en vis barnlig,

elskelig Naivetet eller i Pjattethed, af saadan Noget Handling, noget Tildragelse, Dit og Dat; nu gjøre de noget

godt, og saa igjen noget Galt, og saa begynde de atter forfra; nu ere de fortvivlede en Eftermiddag, maaskee

tre Uger, men saa ere de Friskfyr igjen, og saa igen en Dags Tid fortvivlede. De lege saa at sige med Livet,

men de opleve aldrig det at sætte Alt ind paa Eet, komme aldrig til Forestillingen om en uendelig

Conseqvents i sig (SKS 11,219)

ånd I Aands-Livet er Alt dialektisk (SKS 11,228)

ånd er Nægtelse af den ligefremme Umiddelbarhed (SKS 12,139)

ånd det er just Aand, at hver er en Enkelt for Gud (SKS 12,218)

ånd Aands-Mennesket er deri forkjelligt fra os Mennesker, at han er, om jeg saa tør sige, saa svært bygget, at

han kan bære en Fordoblelse i sig (SKS 13,233)

ånd Aands-Mennesket er forskjelligt fra os Mennesker ved at kunne udholde Isolation, rangerer som Aands

-Menneske i Forhold til, hvor stærkt han kan udholde Isolation, medens vi Mennesker bestandigt trænge til

”de Andre” (SKS 13,233)

ånd alt som man mere og mere bliver Aand smerter det ikke, at man ikke er som Andre, Aand er just: ikke at

være som Andre (SKS 13,408)

ånd det Dybsindige og det Elegante ved Aand er at Erhvervsmaaden og Besiddelsen er Eet (SKS 15,134)

ånd Hvor forfængelige og indbildske end Menneskene kunne være, have de dog oftes en menget ringe forestilling

om sig selv, det er, de have ingen Forestilling om at være Aand (SKS 11,158)

ånd Men det Humane ligger i, at det er forundt ethvert Menneske at kunne være Aand, at det ikke er denne

Sludder om et Compagnie af gode Hoveder; man finder ofte en simpel Mand at ligge under Bestemmelsen:

Aand, og en Professor at være langt borte derfra (SKS 20,403)

ånd At voxe i aandelig Forstand eller aandelig forstaaet betyder ikke at blive større men at blive mindre (SKS

21,229)

ånd maa udtrykke, at det Jordiske er det Indifferente (SKS 22,76)

ånd Overhovedet er "Aand" absolut Aand den største Grusomhed for et stakkels Menneske (SKS 22,283)

ånd Aand er: hvad Magt et Menneske Erkjendelse øver over hans Liv (SKS 24,164)

ånd At være "Aand" er at være "Jeg" (SKS 26,111)

ånd I "Aand" er Alting omvendt (SKS 26,260)

ånd Aand er: at jo mere et Menneske tænker over Livet, desto tungere og mere anstrenget bliver det ham (SKS

26,414)

ånd Aand er: er leve som død (det at afdøe) (SKS 26,436)

ånd De fleste Mennesker blive aldrig Aand, opleve aldrig at blive det. Den Udvikling: Barn, Yngling, Mand, Olding,

den gjennemgaae de, tak dem Skam til, det er ikke deres Fortjeneste, eller deres Zuhat, det er den

vegetative eller vegetativt-animalske Proces. Men det at blive Aand opleve de aldrig (SKS 27,488)

ånd se tillige enkelt, frivillige, Gud, menneske

 

 

åndløs Aandløsheden har et Forhold til Aand, som intet er. Aandløsheden kan derfor til en vis Grad eie Aandens

hele Gehalt, men vel at mærke ikke som Aand, men som Spøgerie, Galimathias, Phrase o.s.v. Den kan eie

Sandheden, men vel at mærke ikke som Sandhed, men som Rygte og Kjellingesladder. Dette er æsthetisk

seet det dybe Comiske i Aandløsheden, noget man i Almindelighed ikke er opmærksom paa, fordi

Fremstilleren selv er mere eller mindre usikker paa Aand. Naar derfor Aandløsheden skal fremstilles, lægger

man den gjerne slet og ret Passiar i Munden, fordi man ikke har Mod til at lade den bruge de samme Ord,

man selv bruger. Dette er Usikkerhed. Aandløsheden kan sige aldeles det samme som den rigeste Aand har

sagt, kun siger den det ikke i Kraft af Aand. Som aandløs bestemmet er Mennesket blevet en Talemaskine,

og der er intet til Hinder for at han kan lære ligesaa godt en philosofisk Ramse som en Troesbekjendelse og

et politisk Recitativ udenad (SKS 4,397)

åndløs I Aandløsheden er der ingen Angest, dertil er den for lykkelig og tilfreds og for aandløs. Men dette er en

meget sørgelig Grund, og deri er Hedenskabet forskjelligt fra Aandløsheden, at hiint er bestemmet i Retning

til Aand, denne i Retning fra Aand. Hedenskabet er derfor om man saa vil Aandsfraværelse, og saaledes

langt forkjelligt fra Aandløsheden. Forsaavidt er Hedenskabet langt at foretrække. Aandløsheden er Aandens

Stagneren og Idealitetens Vrængbillede (4,398)

åndløs Aandløshed fødes intet Menneske med; og hvor Mange der end i Døden bringe dette med sig som det eneste

Udbytte af Livet - det er ikke Livets Skyld (SKS 11,214)

åndløs Se tillige spidsborger