Stikord A

A

 

absolutte Det er mig selv i min Evige Gyldighed (SKS 3,205)

absolutte Participerer ikke ethvert Menneske væsentligt i det Absolute, da er Alt forbi (SKS 4,416)

absolutte Thi det Absolute kan ikke være Andet end hvad der er fælles for Alle (SKS 4,520)

absolutte ethvert Menneske er skabt i Guds Billede, dette er det Absolute, den Smule han skal lære af Peer og

Povl ikke stort at anslaae (SKS 7,237)

absolutte Det første sande Udtryk for at forholde sig til det absolute Telos er at forsage Alt (SKS 7,368)

absolutte Men det absolute Telos er den største Plan et Menneske kan forholde sig til (SKS 7,371)

absolutte For at forholde sig absolut til det absolute Telos maa Individet have indøvet Forsagelsen af de relative

(SKS 7,392)

absolutte Men alt dette er Usandhed, er at forvanske Christendommen, der er det Absolute. Men hvad skal den

saa til, saa er den jo en Plage? Aa, ja, det kan man ogsaa sige; relativt forstaaet er det Absolute den

største Plage (SKS 12,74)

absolutte Det Relative er nemlig, indenfor Timeligheden at udvise en Tid til Løn for Arbejdet; det Absolute er,

ene at vælge Evigheden (SKS 12,126)

absolutte Det eneste sande Udtryk for at der er noget Absolut til er at blive dets Martyr eller Martyr for det

(SKS 21,91)

 

 

absurde Det Absurde er, at den evige Sandhed er bleven til i Tiden, at Gud er blevet til, er født, har voxet

o.s.v. (SKS 7,193)

absurde Det Absurde er netop ved det objektive Frastød Troens Kraftmaaler i Inderligehd (SKS 7,193)

absurde Hvad er da det Absurde? Det Absurde er, som det sees, ganske simpelt: at jeg, et Fornufts-Væsen,

skal handle i det Tilfælde hvor min Forstand, min Reflexion siger mig: Du kan lige saa godt gjøre det Ene som det Andet, det er, hvor min Forstand og Reflexion siger mig: Du kan ikke handle – at jeg der dog skal handle (SKS 21,240)

absurde Det Absurde eller at handle i Kraft af det Absurde er da at handle i Troen, i Tillid til Gud (SKS 21,240)

absurde det Absurdes Begreb er just at begribe, at det ikke kan og ikke skal begribes (SKS 23,24)

 

 

afdø at afdøe er det Første og det Sidste i Forhold til det Christelige strengt taget (SKS 16,186)

afdø At afdøe er at betragte Alt som man vil see det i Dødens Øieblik, altsaa at faae Døden saa nær som

muligt (SKS 23,438)

afdø Og dette er egentlig at afdøe, naar en evig Salighed viser sig ubetinget som det eneste Gode, og alt

Andet som Intet (SKS 23,447)

afdø For at skulle kunne og ville afdøe - maa det Evige og Udødeligheden staae fast. Udødelighed og det at

afdøe svare til hinanden. Med den Lidelse at afdøe fødes Udødelighedens Haab (SKS 24,449)

afdø i Kraft af Forstand og Klogskab er det umuligt at beslutte at ville afdøe, det er al Klogskab og Forstand

lige stik imod (SKS 24,520)

afdø Hvad er det af afdøe? Det er at gjennemlide den Smerte, at Gud for En virkelig bliver Aand (SKS 25,46)

afdø til at blive en Christen fordres at afdøe, og at afdøe er en Akt af Frihed (det at døe er noget Uundgaaeligt

men at afdøe er Frit). Det forholder sig ikke saaledes, at en vis Yderlighed af Jammer og Elendighed er=

at afdøe (SKS 25,137)

afdø Naar Gud skal elske et Menneske, og et Menneske elskes af Gud, maa dette Menneske qua selvisk Villie

aldeles tilintetgjøres. Dette er det at afdøe (SKS 26,301)

afdø se tillige kristendom, ånd

 

 

afgørelse Afgjørelsen i det Udvortes er Spøg, men jo dorskere et Menneske lever, desto mere bliver det Udvortes

den eneste Afgjørelse han kender. Individets evige Afgjørelse med sig selv har man ingen Forestilling om, men saa troer man paa, at naar en Afgjørelse er opsat paa stemplet Papir, saa er det afgjort, ikke før (SKS 7,31)

afgørelse Der er noget Dybt og Vidunderligt i, at den meest lidenskabelige Afgjørelse foregaaer saaledes i et

Menneske, at det slet ikke mærkes i det Udvortes (SKS 7,348)

afgørelse For en Existerende er den lidenskabelige Afgjørelse netop Maximum (SKS 7,375)

afgørelse er det lille Trylle-ord, som Tilværelsen respekterer (SKS 8,64)

 

afhængighed Det ikke at ville give efter, forandre sig i Smaa-Ting er langt fra at vise Uafhængighed, det viser

tvertimod Afhængighed. Gjenstanden er ligegyldig, Forandringen altsaa ogsaa ligegyldig, altsaa maa Grunden hvorfor man ikke vil forandre sig ligge i at det maa være En meget magtpaaliggende at vise de Andre ell. en Anden, at man ikke vil forandre sig; men dette: at det er en meget magtpaaliggende at vise sin Uafhængighed er just Afhængighed (SKS 20,77)

 

afsindighed Naar nemlig Afsindigheden har en mental Grund, saa ligger den altid i en Forhærdelse paa et eller

andet Punkt i Bevidstheden (SKS 2,88)

 

 

afstemning Alt Endeligt er commensurabelt for Ballotation. Intet Uendeligt kan afgjøres ved Ballotation. Thi

Ballotations Afgjørelse betyder blot nu har den sag Ende, ikke, i uendelig Forstand, nu er den afgjort. Af

Ballotations Afgjørelse resulterer der, uendeligt, Intet. Det er nu blot forbi (SKS 24,228)

 

 

almene Hvad der er stort i Retning af det Almene maa derfor ikke fremstilles som Gjenstand for Beundring

men som Fordring (SKS 7,327)

almene Samtalen er Udtrykket for det Almene (SKS 7,516)

 

 

alvor er en saa alvorlig Sag, at selv en Definition deraf er en Letsindighed (SKS 4,447)

alvor Den, der i Andres Vidnesbyrd skal søge et Beviis for, at han er alvorlig, han er eo ipso ikke alvorlig, thi

Alvor er først og sidst Sikkerhed paa sig selv (SKS 6,283)

alvor I Grunden er Alvor heller ikke noget Enkelt, et Simplex, men et Compositum, thi det sande Alvor er

Eenheden af Spøg og Alvor (SKS 6,339)

alvor Alvor er et Menneskes Guds-Forhold; overalt hvor Tanken om Gud er med i hvad et Menneske gjør,

tænker, siger, der er Alvor, i det er der Alvor. Men Penge er Verdens Gud, derfor mener den, at Alt, hvad der har med Penge at gjøre eller har Forhold til Penge, er Alvor (SKS 9,316)

alvor Thi Livets Alvor er da ikke al denne Endelighedens og Travlhedens Travlhed med Næringsvei,

Levebrød, Embedsstilling, Børneavlen, men Livets Alvor er at ville være, at ville udtrykke Fuldkommenheden (Idealiteten) i Virkelighedens Dagligdag (SKS 12,189)

alvor Alvor er just at have denne redelige Mistanke til sig selv (SKS 13,70)

alvor Timeligheden kan umuligt vide, hvad Alvor er; thi Alvor er jo Forholdet til det Evige – og for Alvor, dvs.

hensynsløst, absolut (SKS 21,150)

alvor Der lever i hver Generation maaske ikke 20 Mennesker, som ikke naar Alt kommer til Alt, og naar de i

Livet skulle dømme og ikke prækende eller digtende forsikre, ikke ansee Alvor for en Overdrivelse (SKS

21,194)

 

 

andre For at skulle begynde at handle maa den Enkelte først faa at vide af ”de Andre”, hvad Lovens Fordring

er; men hver af disse Andre skal igjen som Enkelt have det at vide hos ”de Andre.” Paa den Maade forvandler hele Menneske-Livet sig til een stor Undskyldning (SKS 9,119)

andre Det er egentlig den Forbrydelse, som Menneskene ansee for den største og straffe grusomst: den ikke at

være som de Andre (SKS 20,404)

andre ”Som de Andre”. I dette Udtryk er ogsaa indeholdt de tvende charakteristiske Mærker paa det at være

Menneske i Almindelighed 1) det Sociale, Dyre-Skabningen, der forholder sig til Flokken: som de Andre; 2) Misundelsen, hvilken Dyrene dog ikke have (SKS 26,257)

andre se også flok, masse, åndløs

 

anerkendelse det er med menneskelig Anerkendelse som med Elskov, Venskab og Deslige, den er Selvkjerlighed

(SKS 16,220)

anfægtelse er Udtrykket for en Concentration paa det Christelige som den eneste Gjenstand. Derfor have de

Fleste ikke Anfægtelser (SKS 20,104)

anfægtelse er just det Frivilliges Lidelse eller den Lidelse: om man ikke har vovet for meget (SKS 21,153)

 

anger Angeren har etisk, ikke æstetisk Realitet (SKS 2,148)

anger Men uden Oprigtighed ingen Anger (SKS 5,413)

anger Angeren pleier at kjendes paa een Ting, at den handler (SKS 6,315)

anger Angeren er overhovedet det letteste og naturligste Forhold til Gud (SKS 24,180)

 

 

angst Angst er nemlig en Reflexion og er forsaavidt væsentlig forskjellig fra Sorg (SKS 2,153)

angst er aldeles forskjellig fra Frygt og lignende Begreber, der referere sig til noget bestemt, medens Angest

er Frihedens Virkelighed som Mulighed for Muligheden (SKS 4,348)

angst er en Bestemmelse af den drømmende Aand og hører som saadan hjemme i Psychologien (SKS

3,348)

angst jo oprindeligere et Menneske, jo dybere Angest (SKS 4,357)

angst i Angesten forkynder den Tilstand sig, ud af hvilken man længes (SKS 4,362)

angst kan man sammenligne med Svimmelhed (SKS 4,365)

angst jo mere Angst, jo mere Sandselighed (SKS 4,376)

angst En nøiagtig og correct Sprogbrug sammenknytter derfor Angest og det Tilkommende (SKS 4,394)

angst Angest er den psychologiske Tilstand, der gaaer forud for Synden, kommer den saa nær som mulig, saa

ængstende som mulig, uden dog at forklare Synden (SKS 4,395)

angst Spørge vi nu nærmere, hvad Angestens Gjenstand er, da maa der svares her som allevegne, den er

Intet. Angest og Intet svare bestandigen til hinanden (SKS 4,399)

angst (er) Frihedens Visen sig for sig selv i Muligheden (SKS 4,413)

angst Den, der dannes ved Angesten, han dannes ved Muligheden (SKS 4,455)

angst er Mulighedens første Reflex, et Blink og dog en frygtelig Trolddom (SKS 22,238)

angst Er dog egentlig ikke Andet end Utaalmodighed (SKS 23,28)

 

 

anonymitet (er) det høieste Udtryk for Abstraktionen, Upersonligheden, Angerløsheden, Ansvarsløsheden, er en

Grund-Kilde til den moderne Demoralisation (SKS 16,38)

 

 

ansvar Først Ansvaret giver Velsignelse og sand Glæde (SKS 3,89)

 

 

arbejde Netop ved at arbeide frigjør Mennesket sig, ved at arbeide bliver han Herre over Naturen, ved

at arbeide viser han, at han er høiere end Naturen (SKS 3,268)

arbejde Det er et Udtryk for Menneskets Fuldkommenhed, at han kan arbeide; det er et endnu høiere Udtryk

derfor, at han skal det (SKS 3,268)

arbejde At arbeide er Menneskets Fuldkommenhed (SKS 8,295)

 

 

arvesynd er Syndens ideelle Mulighed (SKS 4,330)

 

 

asket Det sande Begreb af Asket er at nedsætte Livs-Fornødenheder til et Minimum (SKS 22,320)