Stikord T

T

tale udmærker Mennesket fremfor Dyret (SKS 11,16)

tale Talen er Menneskets Fortrin for Dyret, ja ganske vist - dersom han kan tie (SKS 11,18)

 

 

talent det Charakteristiske ved Talent og Instinkt er netop ikke at være dialektisk i sin dybeste Grund (SKS

20,74)

 

tautologi ”Jeg er Den som jeg er”. Dette er en Analogie til det Metaphysiske, at de høieste Principper for al Tænkning

ikke kunne bevises men kun tautologisk omskrives: den indadvendte Uendelighed. Som overalt saa har

ogsaa her det Høieste og det Laveste en Lighed; thi Tautologien er den laveste Art Meddelelse, er Sludder

– og Tautologien er igjen uendeligt det Høieste, saa i disse Forhold alt Andet end Tautologi vilde være

Sludder (SK 24,474)

 

tavs Taushed og Handlekraft svare ganske til hinanden; Taushed er Handlekraftens Maalestok; et Menneske har

aldrig mere Handlekraft, end han har Taushed. Ethvert Menneske forstaaer meget godt, at det at handle er

noget langt større end det at tale derom; er han derfor sikker paa sig selv, at han kan gjøre det, og har

han besluttet, at han vil gjøre det, saa taler han ikke derom. Hvad et Menneske i Forhold til at handle taler

om, er just Det, hvori han ikke er sikker på sig selv (SKS 11,62)

 

tid Den relative Magt, Tiden, afgjør Menneskenes relative Skjebne (SKS 4,296)

tid Hvad det er Tiden fordrer, thi det har siden Arilds Tid væsentligen været det samme: at blive taget ved

Næsen (SKS 6,316)

tid Aarene gjøre et Menneske kun dummere og dummere, dersom han har tabt sin Ungdom og ikke vundet

Forholdet til det Evige (SKS 7,416)

tid hvad der tager Menneskenes Tid, naar de klage over Mangel paa Tid, er Raadvildhed, Adspredthed, halve

Tanker, halve Beslutninger, Uafgjorthed, store Øieblikke (SKS 8,186)

 

 

tilbedelse er Maximum for et Menneskes Guds-Forhold (SKS 7,375)

 

 

tilfreds Tilfreds, aldeles, absolut og i alle Maader tilfreds bliver man aldrig; og at være nogenlunde tilfreds, er

ikke Umagen værd, saa er det bedre at være aldeles utilfreds (SKS 4,46)

tilfældighed er just den ene Faktor i al Tilblivelse (SKS 7,96)

 

 

Tilværelse Det bedste Beviis, der føres for Tilværelsens Jammerlighed, er det, det hentes fra Betragningen af dens

Herlighed (SKS 2,37)

tilværelse Man stikker Fingeren i Jorden, for at lugte, hvad Land man er i, jeg stikker Fingeren i Tilværelsen, - den

lugter af ingen Ting (SKS 4,68)

tilværelse Et Tilværelsens System kan ikke gives. Altsaa er et saadant ikke til? Ingenlunde. Dette ligger ei heller

i det Sagte. Tilværelsen selv er et System - for Gud, men kan ikke være det for nogen existerende

Aand. System og Afsluttethed svare til hinaden, men Tilværelse er netop det Modsatte. (SKS 7,114)

tilværelse Denne Tilværelses Betydning er: at examineres, at examineres for Evigheden (SKS 26,20)

 

timelighed Timeligheden, der jo just er det Forskjellige, det Mangfoldige (SKS 9,86)

timelighed Timeligheden er og bliver aldrig Aandens Element, men i een Forstand dens Lidelse (SKS 16,62)

 

travlt Af alle latterlige Ting forekommer det mig at være det allerlatterligste at have travlt i Verden, at være

en Mand, der er rask til sin Mad og rask til sin Gjerning (SKS 2,33)

tro Troens Dialektik er det Fineste og Mærkværdigste af Alt (SKS 4,131)

tro Men hvad ethvert Menneske ikke har Lov til, det er at indbilde Andre, at Troen er noget Ringe eller at

den er en let Sag, mens den er det Største og det Sværeste (SKS 4,145)

tro Troen er et Vidunder, og dog er intet Menneske udelukket derfra; thi det, hvori alt Menneskeliv enes,

er i Lidenskab, og Troen er en Lidenskab (SKS 4,159)

tro Tro er Sands for Tilblivelse (SKS 4,283)

tro Troen er altid stridende (SKS 4,304)

tro Subjektets personlige, uendelige Interesserethed i Lidenskab (hvilket er Troens mulighed...) (SKS

7,34)

tro den uendelige personlige i Lidenskab Interesserethed, hvilken er Troens Betingelse (SKS 7,36)

tro Troen er jo Subjektivitetens højeste Lidenskab (SKS 7,124)

tro uden Risico ingen Tro (SKS 7,192)

tro Al Troens Arbeiden gaaer ud paa at skaffe det Egne, det Selviske bort (SKS 8,356)

tro er just at tabe Forstanden for at vinde Gud (SKS 11,154)

tro Den Troende eier den evig sikkre Modgift mod Fortvivlelse: Mulighed; thi for Gud er Alt muligt i ethvert

Øieblik (SKS 11,155)

tro Formelen for at troe: i at forholde sig til sig selv og i at ville være sig selv grunder Selvet

gjennemsigtigt i den Magt, som satte det (SKS 11,164)

tro Intet Blik er jo saa skarpsynet som Troens, og dog er Troen, menneskelig talt, blind; thi Fornuft,

Forstand er, menneskelig talt, det Seende, men Troen er mod Forstand (SKS 11,268)

tro Troen er selv en dialektisk Bestemmelse (SKS 12,144)

tro At troe er at vove saa afgørende ud som det er muligt for et Menneske, brydende med Alt, hvad et

Menneske naturligt elsker (SKS 13,286)

tro Troen haaber derfor ogsaa for dette Liv, men vel at mærke i Kraft af det Absurde, ikke i Kraft af

menneskelig Forstand, ellers er det kun Leve-Viisdom, ikke Tro (18,173)

tro Troen er Umiddelbarheden efter Reflexionen (SKS 20,363)

tro At troe er egentlig at gaae fremad ad den Vej, hvor alle det Menneskeliges Veimærker vise: tilbage,

tilbage, tilbage (SKS 24,483)

tro Tro hører hjemme, har sit Tilhold, i det Existentielle, og har i al Evighed intet med Viden at skaffe (SKS

25,433)

tro At troe Gud er umuligt uden at slippe sin Forstand (SKS 26,281)

trosbekendelse at kunne en Troes-Bekjendelse udenad er Hedenskab, fordi Christendommen er Inderligheden (SKS

7,204)

 

tungsind er Aandens Hysteri (SKS 3,183)

tungsind Adspredelse er det Farligste for den, der har Disposition til Tungsind (SKS 6,144)

tungsind Hvor har denne Sygdom sit Sæde? I Indbildningskraften, og Mulighed er dens Næring (SKS 6,363)

tungsind Den Tungsindige vil ikke glemme; han vil ikke erindre, at det er ham tilgivet; han vil huske Skylden

(SKS 8,436)

tungsind Thi Tungsind staaer Christendommen slet ikke nærmere end Letsind, de ere begge lige meget

Verdslighed, lige langt borte, have begge lige meget Omvendelse behov (SKS 12,158)

 

tvivl Tvivl er Tankens Fortvivelse, Fortvivelse er Personlighedens Tvivl (SKS 3,203)

tænke Det sidste den menneskelige Tænkning kan ville er at ville ud over sig selv i det Paradoxe (SKS 7,102)

tænke saaledes er jo ogsaa det at tænke Eet, og det at existere i det Tænkte et Andet (SKS 7,231)