Stikord S | sksor.dk

sagtmodig Hvad er nemlig Sagtmodighed Andet end at bære den tunge Byrde let (SKS 8,339)

sagtmodig Sagtmodighed er den Christnes bestemteste Kjende (SKS 8,344)

salighed Forventningen om en evig Salighed skal hjælpe et Menneske til at forstaae sig selv i Timeligheden (SKS

5,256)

salighed den evige Salighed er det høieste Gode, og langt større end Jordegodser og Kongeriger (SKS 7,387) *

salighed Og derfor har den evige Salighed, som det absolute Gode, den Mærkelighed, at det ene og alene lader sig

definere ved Erhvervsmaaden (SKS 7,388) *

salighed om den evige Salighed lader der sig ikke sige Andet, end at den er det Gode, der naaes ved absolut at vove

Alt (SKS 7,388) *

salighed At forholde sig existentielt pathetisk til en evig Salighed er aldrig: engang imellem at tage stærkt paa, men

er Bestandigheden i Forholdet (SKS 7,486) *

sammenhold Ak, der er Noget i Verden, som hedder Sammenhold; det er en farlig Sag, thi alt Sammenhold er

Splidagtighed. Det er splidagtigt, naar Sammenholdet udelukker Borgeren, og naar det udelukker den

Adelige, og naar det udelukker Statstjeneren, og naar det udelukker Kongen, og naar det udelukker

Tiggeren, og naar det udelukker den Vise, og naar det udelukker den Enfoldige; thi alt Sammenhold er

Splidagtighed mod det Almen-Menneskelige (SKS 8,242)

sammenligning Al Sammenligning er verdslig (SKS 5,410)

sammenligning al Sammenligning skader, ja den er af det Onde (SKS 8,243)

sammenligning ved den sætter et Menneske sig enten i en Andens Sted, eller en Anden i sit Sted (SKS 8,269)

sammenligning Den, der vil give sig selv hen til at forsvinde og omkomme i Sammenligningernes intetsigende Tjeneste,

han agter sig selv liig Dyret: hvad enten han sammenlignelsesviis var den Udmærkede eller den Ringe

(SKS 8,287)

sammenligning se også bekymring, spidsborger.

samtale Tilegnelsen er netop Samtalens Hemmelighed (SKS 4,323) *

samtale Samtalen er Udtrykket for det Almene (SKS 7,516) *

samtidighed Historien maa bort. Samtidighedens Situation skaffes tilveie. Dette er Maalestokken; som jeg dømmer

Noget samtidigt, saaledes er jeg (SKS 20,409)

samvittighed I Samvittigheden uendeliggjør det endelige Subjekt sig (SKS 1,268)

samvittighed Du og Samvittigheden er Eet, den veed Alt hvad Du veed, og Du veed, at den veed det (SKS 8,230)

samvittighed at forholde sig til Gud, er netop at have Samvittighed. Derfor kunde et Menneske heller ikke have Noget

paa sin Samvittighed, dersom Gud ikke var til, thi Forholdet mellem den Enkelte og Gud, Guds-Forholdet

er Samvittigheden (SKS 9,145)

samvittighed I ethvert Menneskes Inderste er en Medvider, der lige saa nøjagtigt er med overalt, Samvittigheden (SKS

12,296)

samvittighed Egentlig er det Samvittigheden, der constituerer en Personlighed (SKS 18,279)

samvittighed I Samvittigheden, der har Gud Magten. Lad saa et Menneske end have al-Verdens Magt, derinde er Gud

dog den Mægtige (SKS 18,291)

samvittighed I Samvittigheden har Gud faaet Øie paa mig, og nu er det gjort mig umuligt at glemme, at dette Øie seer

mig (SKS 20,160)

samvittighed Det er Gud der, om jeg saa tør sige, sidder og hvisker til En i Samvittigheden (SKS 21,209)

samvittighed Man taler om, at ethvert Menneske har Samvittighed, og forudsætter det: og dog er der ingen Færdighed

(hverken en legemlig fE at dandse, synge o:s:v:, eller en aandelig fE at tænke o:D) der fordrer en

saa langvarig og saa anstrengende Skole som inden et Menneske egentlig kan siges at have

Samvittighed (SKS 21,229)

samvittighed Bestemmelsen ”Samvittighed” er saa inderlig, at der behøves al mulig Affiltreren for at finde den (SKS

24,110)

samvittighed Den, der i Sandhed kan staae saaledes ene i Verden, at han ene raadfører sig med sin Samvittighed:

han er en Heros (SKS 24,110)

samvittighed er en af Livets største Ubeqvemmeligheder (SKS 24,396)

samvittighed se tilllige enkelte

sandhed Den objektive Uvished, fastholdt i den mest lidenskabelige Inderligheds Tilegnelse, er Sandheden, den

høieste Sandhed der er for en Existerende (SKS 7,186) *

sandhed I forhold til al Sandheds Meddelelse maa der, hvis den skal være sand, først spørges, om det Sagte er

sandt, dernæst om, hvo den Talende er, hvad hans Liv udtrykker (SKS 16,227)

sandhed Hvad er Sandhed andet end en Leven for en Idee? (SKS 17,26)

sandhed At meddele Sandhed er at lide - hvis ikke, saa meddeler Du heller ikke Sandhed (SKS 22,33)

sandhedsvidne Ved et saadant forstaaes virkelig ikke Enhver, der siger noget Sandt; jo, jeg takker, saa fik vi Sandheds

-Vidner nok. Nei ved et "Sandheds-Vidne" maa sees ethisk paa den personlige Existeren i Forhold til det

Sagte, om den personlige Existeren udtrykker det Sagte (SKS 16,100)

sandhedsvidne Det i personlig Existents at forholde sig til Idealet, sees aldrig. En saadan Existents er Sandheds-Vidnets

(SKS 21,205)

sanselig Det Sandselige er nemlig det momentane. Det Sandselige søger den øieblikkelige Tilfredsstillelse (SKS

3,30) *

sanselig Thi hvad der ikke er i sig selv, kan da umuligt drage til sig. Men dette er jo Tilfældet med det

Sandselige, det Verdslige, det Øieblikkelige, det Mangfoldige, der er i sig selv Intet, er tomt (SKS

12,162)

sanselighed Som Princip, som Kraft, som System i sig er Sandseligheden først sat ved Christendommen

(SKS 2,68) *

sanselighed det yderste af det Sandselige er netop det Sexuelle (SKS 4,354) *

sanselighed Sanseligheden er da ikke Syndigheden, men idet Synden blev sat og idet den bliver sat, gjør den

Sandselighed til Syndighed (SKS 4,380) *

sanselighed Øieblikket betegner det Nærværende som et saadant, der intet Forbigangent og intet Tilkommende har;

thi deri ligger jo netop det sandselige Livs Ufuldkommenhed (SKS 4,390) *

se det er meget lettere at se til Høire og Venstre end at se ind i sig selv (SKS 5,410)

sejre Det er med det at seire i Verden ligesom med det at blive noget Stort i Verden; det er ordentligviis en

betænkelig Sag, at blive noget Stort i Verden, thi den er ikke saa fortræffelig, at dens Dom om Storhed

just har stort at betyde - undtagen som en ubevidst Spydighed (SKS 9,308)

selv Men hvad er da dette mit Selv? Dersom jeg vilde tale om et første Øieblik, et første Udtryk derfor, saa

er mit Svar: det er det Abstrakteste af Alt, der dog tillige i sig er det Concreteste af Alt - det er

Friheden (SKS 3,205) *

selv Men det egentlige Selv er først sat i det qualitative Spring (SKS 4,382) *

selv Hvad er Selvet? Selvet er et Forhold, der forholder sig til sig selv, eller er det i Forholdet, at Forholdet

forholder sig til sig selv (SKS 11,129) *

selv Forholdet til sig selv kan et Menneske ikke blive af med, saa lidet som med sit Selv, hvad da forøvrigt

er Eet og det Samme, da jo Selvet er Forholdet til sig selv (SKS 11,133) *

selv det at have et Selv, at være et Selv, er den største, den uendelige Indrømmelse, der er gjort

Mennesket, men tillige Evighedens Fordring paa ham (SKS 11,137) *

selv Selvet er Frihed (SKS 11,145) *

selv Overhovedet er Bevidsthed, dvs. Selvbevidsthed, det Afgjørende i Forhold til Selvet. Jo mere

Bevidsthed jo mere Selv; jo mere Bevidsthed jo mere Villie, jo mere Villie jo mere Selv. Et Menneske,

der slet ingen Villie har, er intet Selv (SKS 11,145) *

selv Selvet er Reflexion (SKS 11,147) *

selv et Selv er Det, der mindst spørges om i Verden, og er Det, som det meest af Alt er farligt at lade sig

mærke med at man har. Den største Fare, den at tabe sig selv, kan i Verden gaae saa stille af som var

det Ingenting. Intet Tab kan gaae saa stille af; ethvert andet Tab, en arm, et Been, 5 Rdb., en Hustru

o.s.v., bemærkes dog (SKS 11,148) *

selv vistnok er ethvert Selv som saadant kantet, men deraf følger blot, at det skal tilslibes, ikke at det skal

afslibes, ikke at det af Menneskefrygt aldeles skal opgive at være sig selv, eller endog blot af Menne-

skefrygt ikke turde være sig selv i den sin væsentligere Tilfældighed (hvilken netop ikke skal afslibes), i

hvilken man dog er sig selv for sig selv (SKS 11,149) *

selv Den, der ikke har en Gud, har heller intet Selv (SKS 11,155) *

selv næst Gud er der intet saa evigt som et Selv (SKS 11,168) *

selv Selvet er dobbelt dialektisk (SKS 11,175) *

selv Maalestokken for Selvet er altid: hvad Det er, lige over for hvilket det er Selv (SKS 11,193) *

selv Selvet potentseres i Forhold til Maalestokken for Selvet (SKS 11,194) *

selv Jo mere Guds-Forestilling jo mere Selv; jo mere Selv, jo mere Guds-Forestilling (SKS 11,194) *

selv Et Selv er qvalitativt hvad dets Maalestok er (SKS 11,225)

selv Og hvad er nu det et være et Selv? Det er at være en Fordoblelse (SKS 12,163)

selv se også selvisk

selvbedrag som af alle Vanskeligheder maaskee er den vanskeligste at overvinde (SKS 9,99)

selverkendelse al dybere og inderligere Selverkjendelse er under guddommelig Veiledning (SKS 5,270)

selvfornægtelse er Christendommens væsentlige Form (SKS 9,62)

selvfornægtelse thi hvad er Selvfornegtelse uden Frihed (SKS 12,134)

selvfornægtelse Christi Selvfornegtelse gaaer indtil Døden, ellers er den slet ikke forskjellig fra den verdslige (SKS

20,380)

selvfornægtelse er en Reflexion (SKS 21,51)

selvkærlighed hvori ligger Selvkjerlighed? Den ligger i Jeget, i Selvet (SKS 9,60)

selvkærlighed at elske Gud er den sande Selvkjerlighed (SKS 9,111)

selvkærlighed se også anerkendelse

selvplage Hvad er nemlig Selvplage? Det er den Plage, som Dagen Idag (hvilken har nok i sin Plage) ikke har.

Og hvad er Selvplagelse? Det er at volde sig selv denne Plage (SKS 10,80)

selvisk Det Selviske er netop det Enkelte (SKS 4,381) *

selvisk Men hvad det Selviske ubetinget ikke kan taale det er: Fordoblelse (SKS 9,29)

selvisk Det er kun gennem din Selviskhed, at Verden har Magt over Dig, er Du afdød fra din Selviskhed, er Du

ogsaa afdød fra Verden (SKS 13,99)

selvretfærdig endnu værre end den sorteste egne Skyld er dog den egne Retfærdighed (SKS 5,394)

sentimentalitet Lax er i og for sig en meget delicat Spise; men naar man faaer for meget deraf, er det skadeligt for

Helbreden, da det er rørig Mad. Da der derfor engang i Hamborg blev fanget en stor Mængde Lax,

befalede Politiet, at enhver Husbonde kun maatte give sine Tjenestefolk Lax eengang om Ugen. Det

var at ønske, at der maatte udkomme en lignende Politiplakat angaaende Sentimentalitet

(SKS 2,51) *

sex Det Sexuelle som saadant er ikke det Syndige (SKS 4,372) *

sex Vistnok er der saare Meget, og det allerforskjelligste, som beskjeftiger Menneskene. Men skulde man

nævne Eet, og saaledes at man vilde sige: Det Eneste, der beskjeftiger Menneskene - da maatte man

nævne: Kjøns-Forholdet, Kjøns Lysten, Forplantelsen o.s.v. (SKS 25,417)

se tillige sanselig, sanselighed

sindelag Derimod er dette Maalestokken for hvad Sindelag der boer i et Menneske: hvor langt han har fra

hvad han forstaaer til hvad han gjør, hvor stor Afstand der er mellem hans Forstaaen og hans

Handlen (SKS 9,84)

sjæl Den, der erkjender sin Sjel, han seer sig i et Speil (SKS 5,172)

sjæl thi dersom et Menneske ikke troende tragter efter det Evige, ikke haabende er i Forstaaelse med det

Tilkommende, ikke elskende er i Samdrægtighed med Gud og Mennesker, da har han tabt sin Sjæl

(SKS 5,195)

sjæl Det der egentlig vil udgjøre Hovedproblemet med Hensyn til Spørgsmaalet om Siælens Udødelighed

vil vist snarere blive Beskaffenheden af Udødeligheden end om Udødeligheden, om nemlig Sjælen

maa tænkes ved Døden at slutte sig fast om sit Gjernings Indhold eller tænkes som opløst i det

guddommelige Alt (SKS 18,18)

se også indvortes

skabe En Skabelse er en Frembringelse af Intet (SKS 2,230) *

skinhellig Det er Formelen for al Skinhellighed: at omklæde rent verdslige Handlinger med et religiøst Skin

(SKS 23,270)

skuffe Det er nemlig ingen Skuffelse af det, som kan skuffe, at det skuffer: men snarere en Skuffelse, naar

det lader være (SKS 5,305)

skyld har aldrig nogen udvortes Anledning, og Den, der falder i Fristelsen, han er selv skyldig i Fristelsen

(SKS 4,411) *

skyld det ligger dybt grundet i den menneskelige Natur, at Skyld kræver Straf (SKS 7,499) *

skæbne Der hører dog en stor Naivetet til at troe, at det skal hjælpe at raabe og skrige i Verden, som om

derved Ens Skjæbne blev forandret. Man tage den som den bydes, og afholde sig fra alle

Vidtløftigheder. Naar jeg i min Ungdom kom paa en Restauration, da sagde jeg ogsaa til Opvarteren:

et godt Stykke, et meget godt Stykke, af Ryggen, ikke for fedt. Opvarteren hørte maaskee neppe mit

Raab, end mindre at han skulde agte derpaa, end mindre, at min Røst skulde kunne trænge ud i

Køkkenet, bevæge Forskjæreren, og selv om alt dette skete, saa var der maaskee ikke et godt

Stykke paa den hele Steg. Nu raaber jeg aldrig mere (SKS 2,42) *

skæbne er netop Eenhed af Nødvendighed og Tilfældighed. Dette er sindrigt udtrykt derved, at Skjebnen er

blind; thi den, der gaaer blindt frem, gaaer ligesaa meget nødvendigt som tilfældigt (SKS 4,400) *

smålighed er noget Menneske oprindeligen, fra Guds Haand, smaalig? Nei! Smaalighed er Skabningens egen

kummerlige Opfindelse (SKS 9,269)

snak Snakken gruer for Taushedens Øieblik, der ville gjøre Tomheden aabenbar (SKS 8,93)

sorg Sorg og Smerte har ikke den Modsigelse i sig, der er eiendommelig for Melancholi og Tungsindighed,

ikke den Tvetydighed, der er Sødmen ved det Melancholske (SKS 2,82) *

sorg Sorg indeholder altid noget mere Substantielt i sig end Smerte. Smerte tyder altid paa en Reflexion

over Lidelsen, som Sorgen ikke kjender (SKS 2,147) *

sorg den Sørgende er lidt ærekjær paa sin Sorg. Han vil, at den, han indvier i den, skal føle hele dens

Vægt og Betydning (SKS 4,58) *

sorg Jo dybere Sorg, desto mere føler Mennesket sig som et Intet (SKS 5,408)

sorg Veemod er Sorgens Gratie, som Fortvivlelse er dens Furie (SKS 6,288) *

se også glæde, melankoli

spekulation Al Spekulation ligger i Mediationen, og at der kun ere relative Modsætninger (SKS 7,344) *

spidsborger Spidsborgelighed mangler enhver Aandens Bestemmelse, og gaaer op i det Sandsynlige, indenfor

hvilket det Mulige finder sin smule Plads; den mangler saaledes Mulighed for at blive opmærksom

paa Gud. Uden Phantasie, som Spidsborgeren altid er, lever den i et vist trivielt Indbegreb af

Erfaringer, om hvordan det gaaer til, hvad der er muligt, hvad der pleier at skee, Spidsborgeren

være forresten Øltapper eller Statsminister (SKS 11,156) *

spidsborger Spidsborgerne springe altid et Moment over i Livet, og deraf fremkommer deres parodiske Forhold

til dem, der staae over dem. Moralitet er dem det høieste, langt vigtigere end Intelligents, men de

have aldrig følt den Begeistring for det Store, det Talentfulde endogsaa i sin abnorme Skikkelse

(SKS 17,232)

spidsborger Spidsborgerlighed er egentligen Uformuenhed til at kunne hæve sig over Tids og Rums absolutte

Realitæt (SKS 18,78)

spidsborger Hvad er Spidsborgerlighed? Sammenligning med et vist Numerus (SKS 24,517)

sprog Sproget er det concreteste af alle Medier (SKS 2,62) *

sprog Sprogets Begreb er Tanken (SKS 2,71) *

sprog I Sproget ligger Reflexionen, og derfor kan Sproget ikke udsige det Umiddelbare. Reflexionen

dræber det umiddelbare (SKS 2,76) *

sprog Ordet er et abstraktere Medium end det at existere (SKS 7,404) *

spydighed Spydigheder, Satire og Kulde tager sig slet ikke ud under fire Øine, der maa lidt Selskab til, hvis det

skal virke (SKS 6,275) *

stolthed det Essentielle i Stolthed er ikke Succesionen, men Intensitet i Momentet (SKS 3,134) *

stolthed Den Stolte vil altid gjøre det Rette, det Store, og egentligen strider han ikke med Menneskene, men

med Gud, fordi han vil kunne gjøre det ved egen Kraft; at skulke sig fra Noget er ikke hans

Begjering, nei, at sætte sig Opgaven saa høit som muligt og da at fuldkomme den ved sig selv,

nøiet med sin egen Bevidsthed og sit eget Bifald, det er det han vil (SKS 5,341)

stolthed Jeg er selv stolt og det skal ethvert Menneske være i sit Forhold til andre Mennesker, mod Gud

være han ydmyg (SKS 6,287) *

straks ”strax” er den guddommeligste af alle Kategorier (SKS 6,29) *

styrke den første Betingelse eller væsentlige Form for Styrke: Udholdenhed (SKS 6,135) *

subjektivitet (er) i sit væsentlige Lidenskab, i sit Maximum uendelig personligt interesseret Lidenskab for sin

evige Salighed (SKS 7,39) *

subjektivitet den Opgave at blive subjektiv er jo sat Enhver (SKS 7,148) *

subjektivitet Subjektiviteten culminerer i Lidenskab (SKS 7,210) *

subjektivitet Subjektiviteten er det der bestemmer Forholdet til Aand, eller den er Aands Mulighed (SKS 26,85)

subjektivitet se også ironi

svag Hvilket er nu altid den Svageres Vaaben? Det er Taalmodighed (SKS 5,170)

sympati At qvæles er forfærdeligt, men at have Sympathi og ikke kunne give den Luft, er ligesaa

forfærdeligt (SKS 6,107) *

synd Synden er afgjørende for en heel Existents-Sphære, den i strængeste Forstand religieuse (SKS

7,244) *

synd Synden er nemlig ingen Lære eller Doctrin for Tænkere, saa bliver det hele til Intet, den er en

Existents-Bestemmelse og lader sig netop ikke tænke (SKS 7,532) *

synd kun Synden er Menneskets Fordærve (SKS 10,152)

synd enhver Synd er Ulydighed, og enhver Ulydighed Synd (SKS 11,39)

synd er: for Gud, eller med Forestillingen om Gud fortvivlet ikke at ville være sig selv, eller fortvivlet at

ville være sig selv (SKS 11,191) *

synd er just en bestemmelse af Aand (SKS 11,195) *

synd er ikke Kjøds og Blods Vildhed, men er Aandens Samtykke deri (SKS 11,196) *

synd Og dette er en af de for hele Christendommen meest afgjørende Bestemmelser, at Modsætningen

til Synd ikke er Dyd, men Tro (SKS 11,196) *

synd Syndsbevidstheden er og bliver conditio sine qua non for al Christendom (SKS 18,205)

syndefaldet kan Psychologien ikke forklare; thi det er det qvalitative Spring (SKS 4,353) *

søn En Søn er ligesom et Speil, hvori Faderen seer sig selv, og for Sønnen er igjen Faderen som et

Speil, hvori han seer sig selv i den tilkommende Tid (SKS 6,187) *